Make your own free website on Tripod.com

 

 

 

Menneskekroppen og naturen

sideindex:

Menneskekroppens reaktion på naturforholdene

Førstehjælp ved hypotermi

Forbyggelse

Vind og Kulde

Træthed og angst

 

Menneskekroppens reaktion på naturforholdene
Når man starter kajaksæsonen i april/maj måned er der god gang i foråret. På de lune dage når temperaturen op mod de 20 grader og sommeren venter. Det ved havet bare ikke!
I slutningen af april er temperaturen ofte kun på 3-6 grader, og helt hen i juni måned kan temperaturen ligge på omkring de 10 grader.
Hvis temperaturen er lav er der meget stor risiko for at komme galt af sted, hvis kajakken kæntrer. Hvis man sejler i sin almindelige påklædning, og kommer til at ligge i vandet i bare 10 minutter i april måned er der stor fare for livet.
Selv i de varme måneder er kulde en væsentlig faktor. Det kan derfor ikke understreges nok at en kajakroer skal kunne komme op i sin båd igen, skal kunne forudse at en kæntring kan finde sted , og skal have forberedt sig på at det kan ske, i form af ekstra beklædning, varmt at drikke, evt. beskyttelse med våddragt eller tørdragt.
Hypotermi betyder sænkning af den indre kropstemperatur. I koldt vand afkøles huden og de ydre dele af kroppen meget hurtigt i almindeligt tøj. Kroppen afkøles ved konstant at være i kontakt med vandet, som er 20-30 grader under kroppens temperatur og tilstede i en konstant ubegrænset masse.
Ved en temperatur på 5 grader kan man ofte kun bevare bevidstheden i  5-15 minutter, så en redning skal være en rutine, der ikke først skal gennemtænkes - den skal være automatiseret.
Det første tegn på at en person er nedkølet er at personen ryster. Det er kroppens forsøg på at modvirke varmetabet. Bevidstløshed indtræder når kropstemperaturen falder til ca. 32 grader. Hjertet stopper når temperaturen er under de 30 grader.
Kroppen er indrettet til at regulere temperaturen i kroppens forskellige dele , og blodet fungerer som kroppens varmetransportør. Temperaturreguleringen har det formål , at opretholde en konstant temperatur i de vitale, centrale dele af kropskernen. Hudens blodgennemstrømning kan reguleres således, at når man falder i koldt vand, så lukker kroppen automatisk for tilførslen til de fjerneste dele af legemet hænder, ben arme bliver koldere, mens kropskernen forsøges holdt på en ensartet temperatur nær de 37 grader.
Hvis hjertet modtager blod fra kolde legemsdele , som er afkølet til en lav temperatur, vil hjertet kollapse og personen vil dø.
Først opstår der kulderystelser der dog hurtigt forsvinder igen - derefter vil personen ligge slapt hen i vandet. Selv om den frysende er ved bevidsthed, mister han/ hun kontrollen over arme   og bens bevægelser, og derefter er det meget svært at hjælpe. De fleste der har prøvet at hjælpe mange forskellige personer op i kajakken igen, ved hvor meget besvær og hvor stor en fysisk indsats der skal til, for at trække en passiv person op i en kajak- i bølger og vind det er stort set umuligt.  

tilbage til begyndelsen af siden

Førstehjælp ved Hypotermi
For at forstå den korrekte førstehjælp til en person, der er ramt af kuldepåvirkning, (Hypotermi) er det nødvendigt at vide, hvordan den afkølede krop reagerer på kuldepåvirkninger.
Personer der reddes op af koldt vand , kan godt have en temperatur på 30-33 grader i kroppen , mens temperaturen i arme og ben er nede på 5-10 grader.
Hvis man anbringer personen i et opvarmet rum , eller pakker personen ind i tæpper, risikerer man at slå personen ihjel. Varmen fra det opvarmede rum eller det opvarmede tæppe er nok til at få blodet til at cirkulere i arme og ben igen, men ikke tilstrækkeligt til at varme ben og arme op. Der sker derfor en transport af 5-10 graders varmt blod fra arme og ben til kroppens indre organer. Disse organer kan ikke fungere ved en temperatur på under 27-30 grader, og manøvren kan let betyde hjertestop og død.
Førstehjælpen må derfor være først at få personen op af vandet og  i land, for at forhindre yderligere kuldepåvirkning.
Det våde tøj fjernes, og den kuldepåvirkede kajakroer pakkes ind i ikke opvarmede tæpper. Ved indpakningen isoleres armene fra kroppen.
Hvis personen er bevidstløs gives trinvis førstehjælp (se tilgængelig litteratur). Er personen ved bevidsthed laves varme drikke og ganske langsom opvarmning.
I langt de fleste tilfælde af nedkøling er nedkølingen let, personen skælver, klaprer tænder og ryster.
Når først det våde tøj eller våddragten er fjernet, skal personen selv sørge for at få gang i kroppen. Her handler hjælpen om at få bevægelse i personen, hoppe, løbe, småkampe mv.  som gør, at kroppen selv får genskabt varmen. Når varmen er der kan man drikke noget varmt og er så parat igen.
Hvis personen er blevet så kold at han/ hun skælver og er forvirret og irrationel, er det vigtigt at komme i læ , skifte det våde tøj, lægge vedkommende i en sovepose og evt. selv hoppe i samme pose, for hurtigt at skabe noget varme (en kold person varmer ikke en sovepose op). Her skal man kunne skelne mellem lettere nedkølninger og svære tilfælde , som kræver den langsomme opvarmning.
 
Den milde form for hypotermi er præget af rystelser, øget åndedræt og ilt behov, forhøjet blodtryk og mobilisering af stresshormoner. Bevægelserne er langsomme og klodsede , balancen bliver dårligere, personen bliver stille, tavs- men svarer på tiltale. Personen får lyst til at sove, men personen er stadigt rationelt tænkende og ikke hjælpeløs.
Ved den moderate hypotermi begynder rystelserne at aftage, og vejen til den dybe og farlige hypotermi  vil være der, hvis personen fortsætter med at tabe varme til omgivelserne. Bevægelserne vil blive stive, hjælpeløse og personen bliver helt hjælpeløs. Personen kan foretage sig underlige ting, som at tage vesten af eller undlade at samarbejde. I vinterfjeldet tales om det underlige afklædningssyndrom hvor de kuldeplagede skiløbere smider tøjet, føler sig varme og er i livsfare.
 tilbage til begyndelsen af siden

Forebyggelse
Den bedste forebyggelse mod at blive kold, er at undgå et komme i det kolde vand. Derfor skal en kajakroer altid kunne læse forholdene og undgå at komme i de svære situationer. Hvis uheldet skulle være ude skal en vinter/ tidligt forårs padler kende sin egen reaktion på koldt vand. Den letteste måde at afprøve dette, er ved at øve sig under kontrollerede forhold.
 
 Hvordan reagerer jeg på det kolde vand, fungerer min vending, redning ?
 Går der panik i mig ved mødet med det kolde gys?
 Får jeg en dundrende hovedpine?
 Hvordan genvinder jeg varmen?
 
Ved kortvarigt ophold i koldt vand kommer der meget forskellige reaktioner. Fysisk kan det være svært at præstere noget, og nogle ender hurtigt med at fralægge sig ansvar og initiativ.
Hvis en person uforberedt kommer i koldt vand er der andre problemer end nedkøling. Den pludselige ændring gør at hjertefrekvens og åndedræt øges dramatisk. Dette kan medføre uregelmæssig hjertefrekvens, hjertestop og andre ubehagligheder. Selv dygtige roere kan få meget store problemer med kombinationen høje bølger , koldt vand og pludseligt ændret åndedræt.
 
Jeg har engang afprøvet at hoppe i vandet i april måned sammen med 10-12 andre personer. Vi svømmede ca. 50 m, og skulle så gå i land ved Kalø Slotsruin. Selv om trygheden var optimal , med 2-3 personer i vandet med tykke neoprendragter, blev opstigningen til Slotsruinen en ret svær opgave. Da alle var kommet op begyndte vi at sikre varmen på forskellige måder. Nogle brugte soveposer, det tog meget lang tid, og de lå og skælvede fordi en kold krop i en sovepose ikke fungerer. En sovepose er god til at isolere og holde på varmen , men soveposen skaber ikke varme.
Andre prøvede at opvarme sig med en form for sauna i et lille regnslag, også denne metode var tvivlsom , men dog bedre end soveposen.
De der kunne få sig selv til at løbe i 10-15 minutter, fik stille og roligt varmen i løbet af denne tid, og kunne så hjælpe de andre.
 
For at beskytte sig mod koldt vand må man først og fremmest klæde sig ordentligt. Man kan vælge at sejle i våddragt, våddragts underdel ( long- John) , men neopren er ofte for varm at padle i. En våddragt er absolut kun aktuel ved sen efterår, vinter og forårs padlinger. Man skal kende sin egen reaktion på at være lang tid i en våddragt.
 
Skarver den ved skulderen ?
Hvordan har jeg det med sved , kondens og andre ubehagligheder ?
Strammer dragten og skaber f.eks. åndedrætsbesvær?
En våddragt fungerer som en isolering af kroppen. Mellem krop og dragt kommer en tynd vandfilm som opvarmes af kroppen . En våddragt kan forlænge opholdet i vandet, men man bliver absolut kold og skal kunne komme tilbage i kajakken og på land til omklædning ret hurtigt.
Et andet alternativ er tørdragten, som kan betyde at en person kan ligge flere timer i koldt vand uden at miste bevidstheden . Tørdragten er en lukket skal, man trækker udenpå sit isolerende tøj. En tørdragt er ligesom en våddragt, meget varm hvis man arbejder ( ror) , men en god mulighed i forbindelse med øvelser i vandet. Hvis tørdragten kombineres med vådsko og evt. handsker kan man let øve sig  i koldt vand,  og få en fornemmelse af sine egne reaktioner på åndedræt mv.
En tørdragt har dog den store ulempe, at et lille hul kræver lappegrej . Dragten kan også betyde meget stort besvær med at komme op i kajakken igen , da opdriften er helt anderledes en under normale forhold.
I tursammenhæng er gummitøjet ikke at foretrække. Et alternativ er uldtøj inderst mod kroppen , idet det isolerer selv i våd tilstand. Padleovertræk over hænderne, hue og en god isolering mod kajakkens bund og evt. sider.
Hvis man havner i vandet skal man normalt ikke svømme, idet svømning øger varmetabet. Hvis man er på tur med en gruppe og venter på hjælp skal man ligge stille , krumme sig sammen og derved miste mindst muligt varme (kan forlænge overlevelsestiden op mod 50%).
Ifølge svenskeren Mikael Rose,n kan en normalperson (i god fysisk træning) svømme op mod 12-1400 m i 10 graders varmt vand, inden personen er kølet så meget at han mister bevidstheden. De 1200 m kan let blive til 4-500 m  hvis vind , strøm mv. går imod svømningen.
 tilbage til begyndelsen af siden

Vind og kulde
Når man ror i den kolde del af året skal man også være opmærksom på, at opfattelsen af lufts temperaturen og den faktuelle temperatur kan være meget forskellig.
Ved 10 graders varme(en majdag eller en sensommerdag) kan 10m/sek. betyde at vi opfatter og føler temperaturen som tæt ved frysepunktet. Dette skyldes at den megen vind hele tiden afkøler huden .
I den kolde del af året, er det en nødvendighed at medbringe ekstra tøj, ,ekstra handsker, og lidt varmt i en termokande. Det hele kan ligge i en vandtæt søsæk som så altid er med i bagagerummet på kajakken

Træthed angst.
Det at padle en havkajak er ikke fysisk hårdt. Jeg sammenligner det ofte med at gå . Med lidt træning kan man gå en hel dag, 7-8 timer uden at fysikken bremser. Stille og rolig roning er ikke mere belastende end gåturen.
Det er vigtigt at have en fornemmelse af, hvad man kan hvis man begiver sig af sted på længere kajak ture. Trætheden kan være farlig hvis det blæser op, eller der opstår forsinkelser af en eller anden grund.
Jeg har oplevet at ro på lidt længere kryds, hvor medroere har overvurderet deres fysiske formåen når modvind, bølger og strøm rykker i kajakken.
 
På strækket mellem Djursland og den lille ø Hjelm har jeg 2 gange oplevet at et kryds som burde tage ca. 1 time har taget 2-3 timer p.gra. træthed og angst. I begge situationer er nogle roere kommet i tvivl om deres egne kræfter, på et kryds mod vind og strøm. Hver gang gruppen skulle snakke, opmuntre hinanden, eller lige have et hvil drev kajakkerne i hastig fart den gale vej. Dette vil være med til at øge trætheden og sætte mere gang i frygten en ond cirkel.
 
Man kan komme i situationer hvor enhver pause betyder at kajakken driver længere væk end startudgangspunktet, her er det nødvendigt at kunne arbejde vedvarende og sejt, at kende kroppens reaktion på dette.
Det er ofte den trætte person som kæntrer, som bliver kold eller bange.
 
Det værste der kan ske på en kajaktur er at man kæntrer og havner i vandet. Den første angst nye kajakroere har, er selvfølgeligt om det nu er muligt at komme ud af det lille bitte mandehul, eller om man er dømt til at hænge med hovedet nedad indtil man drukner.
Skrækken for at kæntre og komme ud skal der tages stilling til hvert år, for efter et år er man personligt altid i en ny situation. Alle både nybegyndere og erfarne roere skal i vandet flere gange om året.
 
Kan jeg komme fri?
Hvordan vil jeg helst have skørtet til at sidde?
Hvordan fungerer min vending i venstre side ?- i højre side ?- med forskellige greb? fremad ?- bagud ?
Hvordan reagerer jeg på det kolde vand ?
 
Alle disse spørgsmål vil være angstprovokerende hvis de ikke fysisk bliver fejet af vejen via afprøvningen, legen og øvedagene. Det er meget svært at reflektere sig til en sikkerhed, som er bundet til kroppen og automatiseret i kroppen. Det kan godt være at alt, for den erfarne kajakroer, er på plads på 10 minutter til stor glæde for resten af rosæsonen.

En angst kajakroer får aldrig lært at ro. Bevægelserne er stive, kroppen er centreret omkring centrum af kajakken og blikket når aldrig det kystlandskab som turen foregår i. De fleste af øvelserne til nøgleprøven er øvelser som dæmper/ stopper angstovervejelser .
 
Ved den almindelige rotur kommer man sjældent i vandet, når folk ikke er bange for at kæntre, så kæntrer de meget sjældent.
Hvis man fornemmer angst fra turdeltagere , er det vigtigt at bringe det på bane inden man går hver til sit. Spørg til om din makker er/ var bange.
 
Hvad skete der da han baskede forvirret rundt i vandet ?
Er der noget I lige skal øve sammen ?
Hvordan havde han/ du det da hovedet kom ned i vandet?
Hvorfor kæntrer du altid med hånden på skørtets strop?
 
Angsten forsvinder sjældent af sig selv, og de fleste kender til den i en eller anden form.
 
Der er mange muligheder for at sejle trygge småture omkring bådehuset sammen med venner og bekendte, uden at skænke disse overvejelser mange tanker. Men begynder man at sejle nord for Studstrup eller syd for havnen, at sejle på den kolde årstid, eller sejle i mere åbent vand er det vigtigt at kende til sine egne reaktioner.

tilbage til begyndelsen af siden